Psykoterapeut Jette Aarup
Udover psykoterapeutiske samtaler i min klinik fungerer jeg som ekstern terapeut på en efterskole, hvor jeg har samtaler med de unge, der måtte have et ønske herom.
Om mig som Psykoterapeut i Vestjylland
Jeg nedsatte mig som psykoterapeut i Vestjylland i 2021. Jeg har siden haft klienter i terapi i min klinik, der ligger i rolige og hyggelige omgivelser i forbindelse med vores hjem på landet mellem Skjern og Stauning.
Jeg er ærlig, nærværende, rummelig og rolig med hjerte for, hvor du gerne vil hen i terapien. Jeg bestræber mig på at skabe et tillidsfuldt og trygt rum, hvor du kan dele det, som du måske ikke synes andre kan eller skal lytte til. Hos mig vil der være plads til både smil og tårer.
Et fokuspunkt i psykoterapi hos mig er samtidig at pege mennesker i retning af større bevidsthed omkring, hvor tanker og følelser stammer fra. Hvordan vi uskyldigt skaber vores liv indefra og ud fra øjeblik til øjeblik gennem vores tanker. En større forståelse herfor kan betyde en hel anden oplevelse af livet for den enkelte.
Jeg modtager løbende professionel supervision og er naturligvis underlagt gældende lovgivning om tavshedspligt.
Om mig
Jeg er født i 1977 i Ringkøbing. Jeg er mor til 4, der er født i perioden 2006 til 2015 og gift med Poul. Sammen har vi siden 2004 drevet hans fødegård mellem Skjern og Stauning.
Som pædagog har jeg arbejdet på døgninstitutioner for omsorgssvigtede børn, i vuggestue, i børnehave og i specialbørnehaven på Skjernåskolen.
Gennem mit arbejdsliv har jeg mødt mennesker, der var mange forskellige steder i deres liv med alt, hvad menneskelivet nu indebærer af sorger, glæder, overgange, op- og nedture.
At møde hvert enkelt menneske lige netop dér, hvor vedkommende befinder sig, har altid fascineret mig og været en stor drivkraft. Derfor var det også en meget gammel drøm, der blev til virkelighed, da jeg i 2019 startede på psykoterapeutuddannelsen på ID Academy i Århus.
Som Psykoterapeut MPF er jeg medlem af Dansk Psykoterapeut Forening. Det er dit kvalitetsstempel og din garanti for, at jeg lever op til en række kriterier omkring uddannelse og erfaring i forhold til det at yde psykoterapi i Vestjylland.
Hvad er en ID Psykoterapeut?
ID psykoterapi er grundlagt af Ole Vadum Dahl.
Jeg arbejder udfra ID principperne, når jeg yder psykoterapi i Vestjylland.
Psykoterapi i Vestjylland
Hvem kan have brug for psykoterapi?
Der kan være mange grunde til at vælge psykoterapi. Én grund er ikke mere rigtig end en anden. Hos mig er du velkommen med det, der nu fylder hos dig. Her har jeg dog forsøgt at skitsere nogle af de emner, jeg møder som psykoterapeut i Vestjylland.
Som en naturlig del af menneskelivet vil man opleve overgange, der føles som særlig udfordrende. Det kan f.eks. være i forbindelse med at være teenager, at blive forælder, at blive skilt, jobudfordringer, at være midtvejs i livet, sygdom eller dødsfald.
Psykoterapi kan være for dig, der lige nu befinder dig i, hvad der opleves som en vanskelig periode i dit liv og som vil finde det rart at dele dette med en udenforstående, der kan lytte og pege i nye retninger.
Derudover kan psykoterapi være for dig, der f.eks. har udfordringer med lavt selvværd og selvhad. Eller som lige nu kæmper med f.eks. angst og stress.
Psykoterapi kan også være for dig, der gerne vil blive klogere på, hvem du er og dermed lære dig selv bedre at kende. Det kan være, at du har behov for et frirum, hvor du kan dele dine tanker og følelser. Det kan også være, at du vil blive bedre til at sige til og fra samt finde modet til at tage din plads i verden. Eller du f.eks. gerne vil arbejde med din måde at udtrykke vrede eller frustration på.
Psykoterapi hos mig
Jeg arbejder grundlæggende ud fra en forståelse af, at vi alle er født psykisk sunde og med en evne til at finde tilbage til denne sundhed. Sindet er designet til at trives og vi er skabt til glæde, klarhed samt ro. Det betyder ikke, at vi altid har det godt. Det betyder blot, at vi har evnen til at finde tilbage igen.
Det er helt normalt og naturligt, at vi i perioder ledes væk fra vores grundindstilling af glæde, klarhed og ro via vores tanker og følelser. I nogle perioder kan vi endda have en oplevelse af aldrig at kunne finde tilbage igen. Vi kan f.eks. føle os ved siden af os selv, triste, angste, frustrerede, vrede og stressede.
Livet kan opleves som en kamp og en løsning kan hurtig blive at analysere samt gruble over, hvad der dog er galt. Vi tror uskyldigt, at vi skal kæmpe for at kunne falde til ro. Paradokset er dog, at vores sind er designet til at falde til ro af sig selv, hvis ikke vi overtænker.
Jeg har som psykoterapeut i Vestjylland oplevet et utal af gange, at det for det enkelte menneske gør en stor forskel at have en indsigt i, hvordan vores sind er skruet sammen og hvordan vi alle sammen forsat har en intakt sund indre kerne – særligt i de perioder, hvor man kan have oplevelsen af at være gået i stykker.
“Jeg har fået uundværlig hjælp til at takle tanker, følelser og handlemønstre i en travl hverdag. Hos Jette Gammeljord Aarup har jeg fundet et frirum, hvor det har været ok, at være mig”.
Pernille
Praktisk Parterapi
I praktisk parterapi lægges der vægt på kommunikationen, venskabet og trygheden mellem parret. I parterapien vil vi bl.a. have fokus på:
- Styrkelse af venskabet i parforholdet
- Styrkelse af kendskabet til hinanden, der gør det lettere at navigere i hverdagen sammen
- Styrkelse af den følelsesmæssige tryghed og følelsen af fællesskab
- Styrkelse af kommunikationen mellem parret
- Mindske konfliktniveauet og hjælp til at se egne konfliktstrategier
Som par skal man forvente, at et parterapiforløb hos mig vil strække sig over en længere periode. Et vigtigt nøgleord i forløbet er engagement og dermed lysten til at styrke parforholdet. Ikke mindst imellem sessionerne. I vil skulle forvente at sætte parforholdspleje på dagsordenen som et tilvalg i jeres dagligdag. Det vil alt sammen styrke båndet imellem jer, hvilket ofte også smitter af på den seksuelle lyst til hinanden.
Da jeg forsat er under uddannelse, kan jeg lige nu tilbyde en parterapisession til 750kr for 90 minutter.
Unge og psykoterapi
Årene som ung kan af nogle opleves som særligt udfordrende og det kan derfor være rart at tale med en udenforstående voksen. Mit hovedfokus er at etablere et nærværende og trygt rum, hvor den unge finder tillid til at dele sine tanker og følelser.
Som ofte foregår der en masse indeni den unge, der kan være svært at tale med andre om og som den unge samtidig kan have en overbevisning om er helt unik for lige præcis den enkelte. Alene at opdage, at alle de mange tanker og følelser er almenmenneskelige kan være en enorm lettelse.
I mit arbejde med unge har jeg beskæftiget mig med temaer som tankemylder/bekymringer, angst, tristhed, selvværd, stress, mobning, spiseforstyrrelse og selvskade.
Ligesom i alle andre psykoterapeutiske sammenhænge er det af væsentlig betydning for kvaliteten af samtalen, at den unge selv har lyst og er motiveret for at komme til samtaler hos mig.
Den unge kan sagtens have en oplevelse af nervøsitet over at skulle afsted. Det skal vi nok finde ud af sammen hen af vejen. Men den unge skal have en hvis portion lyst til overhovedet at deltage, hvis samtalerne skal give mening.
Kontakt
Tidsbestilling
Du kan kontakte mig på mail, sms eller ved at ringe til mig.
Er jeg optaget, vender jeg tilbage til dig hurtigst muligt.
Du finder min klinik her:
Jeg har terapilokale i rolige og hyggelige omgivelser ved vores hjem på landet mellem Skjern og Stauning. Det er indenfor en radius af 20 km fra Skjern, Ringkøbing, Videbæk, Ølgod, Sønder Felding, Nørre Nebel.